Velkommen til denne bog fra DEBBI.
Læs om at blade i bogen og om DEBBI's notesystem.
Legenden om juleroserne.
Selma LagerlÖf.
Illustreret af Ole Spangenberg.
DEBBIKAT nr.3416:
Denne digitale gengivelse af værket er fremstillet ifølge ophavsretslovens paragraf 17 stk. 1 og er særligt bestemt til brug for blinde, svagtseende og personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt tekst.
Alle rettigheder til denne digitale sats indehaves af:
DEBBI - Dansk Elektronisk Blindebibliotek
Blindefonden - Fonden for Aktive Blinde - Copyright (c) 2008.
(Gaver til fonden modtages med tak på giro 231 53 00)
Banealle 8G, tv. DK 8450 Hammel.
Tlf. +45 - 86 96 63 21. Fax +45 - 86 96 68 00
Internet: http://www.debbi.dk
ISBN: 978-87-90181-19-0
Selma Lagerlof: Legenden om juleroserne (c) Selma Lagerlof 1905 Dansk (c) 1996 by Forlaget Olivia.
Oversat fra svensk af Kirsten Skaarup efter "Legenden om julrosorna" Illustrationer, omslag og grafisk tilrettelægning: Ole Spangenberg Sat hos Carvi-Sats Trykt hos RH-Offset, Sneslev 1996. ISBN 87-90181-19-0.
Fotografisk eller anden gengivelse af denne bogs tekst og illustrationer er ifølge dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden skriftlig tilladelse fra forlaget. Undtaget herfra er korte gengivelser til brug for anmeldelser.
Forside-tegningen forestiller en flot hvid julerose stående med sin mørkegrønne stilk solidt plantet i jorden. Bag julerosen ses en solgul baggrund.
Bagsidetekst: Selma LagerlÖfs legende om juleroserne bringer bud om troens store styrke. Det er en klassisk juleberetning, der må fortælles igen og igen - hver eneste jul.
Røverkonen, som boede i røverkulen oppe i GÖingeskoven, havde en dag begivet sig ned til landsbyen i dalen. Røveren selv var en fredløs mand og turde ikke forlade skoven. Han nøjedes med at ligge på lur efter de vejfarende, som vovede sig inden for skovens område. Men på den tid var det småt med rejsende i det nordlige Skåne. Skete det så, at manden nogle uger havde uheld med sin jagt, begav konen sig på vandring. Hun havde fem unger med sig, og hver af ungerne var klædt i pjaltede skindklæder og barksko, og de bar på ryggen en sæk, der var lige så stor som dem selv. Når hun trådte ind i et hus, var der ingen, der vovede at nægte hende, hvad hun forlangte, for hun veg ikke tilbage for at komme igen næste nat og sætte ild til huset, hvis hun ikke var blevet vel modtaget. Røverkonen og hendes unger var værre end det værste ulvepak, og mange havde følt sig fristet til at jage spyddet igennem dem, men det skete aldrig, for man vidste, at manden lå deroppe i skoven, og han skulle nok vide at hævne sig, hvis der skete konen og ungerne noget. Som nu røverkonen gik fra gård til gård og tiggede, kom hun en skønne dag til Öved, som på den tid var et kloster.
Tegningen på side 6, viser et kloster omgivet af høje mure. I muren til venstre kan man se en stor trædør. Ved muren til højre kan man se en del træer og buske, ligesom man kan se en del træer bag klosteret. På vej op til trædøren kan man se 4 skikkelser der er på vej.
Hun ringede på klosterporten og forlangte mad, og portneren åbnede en lille luge i porten og rakte hende seks runde brød, et til hende selv og et til hver af børnene. Mens røverkonen stod ved porten, sprang ungerne omkring. Og nu kom en af dem og rykkede hende i kjolen som tegn på, at han havde fundet noget, som hun burde komme og se, og røvermor fulgte straks med ham. Hele klosteret var omgivet af en høj og tyk mur, men ungen havde opdaget en lille bagdør, som stod på klem. Da røvermor kom derhen, skubbede hun straks døren op og gik ind uden at spørge om lov, som hendes skik var. Öved kloster blev på den tid styret af abbed Hans, der var en urtekyndig mand. Han havde indenfor klostermuren anlagt en lille have, og det var i den, røvermor trængte ind. Ved første øjekast blev røverkonen så overrasket, at hun blev stående ved indgangen. Det var midsommer, og abbed Hans' klosterhave stod så fuld af blomster, at det blændede øjnene med både blåt og rødt og gult, når man så på dem. Men snart bredte der sig et glad smil over hendes ansigt, og hun begyndte at vandre langsomt op ad en smal gang, som gik mellem mange små blomsterbede. I klosterhaven gik en lægbroder omkring og lugede ukrudt. Det var ham, der havde ladet døren i muren stå på klem, så han kunne kaste snerler og kvikrødder ud på møddingen udenfor. Da han så røverkonen komme ind i klosterhaven med alle fem unger efter sig, løb han straks imod dem og befalede dem at gå deres vej. Men tiggerkonen gik roligt videre. Hun lod blikket glide over hele klosterhaven, snart kiggede hun på de stolte, hvide liljer, der bredte sig i et bed, snart på vedbenden, der klatrede højt op ad klostermuren, men lægbroderen brød hun sig ikke det mindste om. Lægbroderen troede, at hun ikke havde forstået ham. Han ville tage hende i armen, for at vende hende mod udgangen, men da røverkonen mærkede, hvad han havde i sinde, sendte hun ham et sådant blik, at han veg tilbage. Hun havde hidtil gået med ryggen bøjet under tiggerposen, men nu rettede hun sig op i sin fulde højde. "Jeg er røverkællingen fra GÖinge skov", sagde hun. "Rør mig blot, om du tør!" Og det var tydeligt, at når hun havde sagt det, var hun lige så sikker på at kunne gå i fred, som hvis hun havde sagt, at hun var dronning af Danmark. Men lægbroderen dristede sig alligevel til at standse hende, skønt han nu, da han vidste hvem hun var, talte høfligt til hende. "Du skal vide, røvermor", sagde han, "at dette er et munkekloster, og at ingen kvinde i landet har tilladelse til at komme indenfor disse mure. Går du ikke din vej, bliver munkene vrede på mig, fordi jeg glemte at lukke porten, og det kan hænde, de jager mig bort både fra klosteret og fra klosterhaven." Men den slags bønner var spildt på røverkonen. Hun gik videre gennem den lille rosenhave, og hun kiggede på isop, der lyste med sine violette blomster, og på kaprifolien, der hang fuld af gulrøde blomsterklaser. Da havde lægbroderen ikke andet valg end at løbe ind i klosteret og tilkalde hjælp. Han kom tilbage med to håndfaste munke, og røverkonen så straks, at det nu var alvor. Hun stillede sig skrævende op midt på gangen og begyndte med skinger stemme at skrige op om den forfærdelige hævn, hun ville tage over klosteret, hvis hun ikke fik lov at blive i klosterhaven, lige så længe hun havde lyst. Men munkene mente ikke, de behøvede at frygte hende og tænkte blot på at få hende drevet ud. Da begyndte røverkonen at udstøde skingre skrig, kastede sig over dem og kradsede og bed, og det samme gjorde alle ungerne. De tre munke mærkede snart, at hun var dem overlegen. De havde da intet andet at gøre end at løbe ind i klosteret og hente forstærkning. Idet de løb op ad gangen, der førte ind til klosteret, mødte de abbed Hans, som var på vej ud for at høre, hvad det var for en larm, der kunne høres fra klosterhaven. De måtte da gå til bekendelse og fortælle, at røverkonen fra GÖingeskoven var kommet ind i klosteret, og at de ikke havde været i stand til at jage hende ud, men var på vej for at få forstærkning. Men abbed Hans bebrejdede dem, at de havde brugt magt og forbød dem at kalde på hjælp. Han sendte begge munkene tilbage til deres arbejde, og skønt han var en gammel skrøbelig mand, tog han ikke andre end lægbroderen med hen i klosterhaven. Da abbed Hans kom derhen, gik røverkonen ligesom før omkring mellem blomsterbedene. Og han var ganske fuld af forundring over hende. Han var helt overbevist om, at hun aldrig i sit liv havde set en klosterhave, men alligevel gik hun omkring mellem alle de små bede, som var tilsået hver med sin art af fremmede og sjældne blomster. Og hun så på dem, som om de var gamle bekendte. Det så ud, som om hun kendte til både vintergrønt og salvie og rosmarin. Nogle smilede hun til, andre rystede hun på hovedet ad. Nu elskede abbed Hans sin have højere end alt andet jordisk og forgængeligt. Så vild og forfærdelig den fremmede kvinde end så ud, kunne han ikke lade være at glæde sig over, at hun havde sloges med tre munke for at få lov at betragte prydhaven i fred og ro. Han gik hen til hende og spurgte forsigtigt, om hun syntes om klosterhaven. Røverkonen drejede sig heftigt om mod abbed Hans, for hun ventede kun baghold og overfald, men da hun så hans hvide hår og bøjede ryg, svarede hun helt fredeligt: "Lige da jeg så den, syntes jeg, at jeg aldrig havde set en skønnere, men nu ser jeg, at den ikke kan måle sig med en anden, jeg kender." Abbed Hans havde sikkert ventet et andet svar. Da han hørte, at røverkonen kendte en anden have, der var smukkere end hans, bredte der sig en svag rødme over hans rynkede kinder. Lægbroderen, der stod ved siden af, begyndte straks at sætte hende i rette. "Det er abbed Hans, du taler med, han har selv med stor flid og møje samlet blomsterne til sin klosterhave fra både nær og fjern. Vi ved alle, at der ikke findes en smukkere have i hele Skånes land, og det sømmer sig ikke for dig, der lever i den vilde skov hele året rundt, at sætte dig til dommer over hans arbejde." "Jeg vil ikke sætte mig til dommer, hverken over ham eller dig," svarede røverkonen, "jeg siger bare, at kunne I få den prydhave at se, som jeg tænker på, da ville I rive hver en blomst op, som står her, og kaste dem bort, som var de ukrudt."
Men lægbroderen, der passede klosterhaven, var næsten lige så stolt af blomsterne som abbed Hans selv, og da han hørte disse ord, slog han en hånlatter op. "Jeg kan forstå, at du blot snakker for at ærgre os," sagde han. "Det skal nok være en smuk have, du har lavet dig deroppe i GÖingeskoven mellem fyrretræer og enebærbuske! Jeg tør sætte min sjæls salighed på, at du aldrig før har været inden for muren til en klosterhave." Røverkonen blev rød af harme over mistroen, og hun råbte: "Det kan vel være, at jeg ikke før i dag har været inden for muren til en klosterhave, men I munke, som er hellige mænd, burde vel vide, at den store GÖingeskov hver julenat forvandler sig til en prydhave for at fejre Vorherres fødsel. Vi der lever i skoven, har nu set det ske hvert evige år, og i den have har jeg set blomster så dejlige, at jeg ikke har turdet løfte min hånd for at plukke dem." Lægbroderen ville svare hende, men abbed Hans gav ham tegn til at tie stille. For abbed Hans havde fra barnsben hørt fortælle, at skoven klædte sig i højtidsskrud julenat. Han havde ofte ønsket at få det at se, men det var aldrig lykkedes ham. Nu bad og tryglede han røverkonen, om han julenat kunne komme op til røverkulen. Om hun blot ville sende et af sine børn for at vise ham vej, ville han ride derop ganske alene, og han ville aldrig forråde dem, men tværtimod belønne dem så rigeligt, som det stod i hans magt. Røverkonen nægtede det først, for hun tænkte på røverfar og den fare, han kunne udsættes for, hvis hun lod abbed Hans finde vej til deres kule. Men lysten til at vise munken, at den prydhave, hun kendte til, var dejligere end hans, tog dog overhånd, og hun gav efter. "Men mere end én ledsager må du ikke tage med dig," sagde hun. "Og så vist som du er en hellig mand, må du love ikke at lægge noget baghold eller nogen snare for os." Dette lovede abbed Hans, og dermed gik røverkonen. Men abbed Hans pålagde lægbroderen ikke at omtale overenskomsten til noget menneske. Han var bange for, at hans munke, hvis de fik færten af hans forehavende, ikke ville tillade en så gammel mand som han, at drage op til røverkulen. Selv havde han ikke i sinde at røbe aftalen for nogen. Men så traf det sig således, at ærkebiskop Absalon fra Lund kom rejsende til Öved og boede i klosteret natten over. Da abbed Hans viste ham sin have, kom han til at tænke på røverkonens besøg, og lægbroderen, der gik og arbejdede i haven, hørte nu, at abbeden fortalte ærkebiskoppen om røveren, der i mange år havde boet som fredløs i skoven, og at han bad om et fredlysningsbrev for ham, så han atter kunne føre et ordentligt liv blandt andre mennesker. "Som det er nu," sagde abbed Hans, "vokser hans børn op til værre ugerningsmænd end deres fader, og vi får snart en hel røverbande at trækkes med deroppe i skoven." Men ærkebiskop Absalon svarede, at han ikke ville slippe den onde røver ned blandt de ærlige folk i dalen. Det var bedst for alle, at han forblev deroppe i sin skov. Men nu blev abbed Hans ivrig og begyndte at fortælle biskoppen om GÖinge skov, som hvert år til jul klædte sig i højtidsskrud. "Er disse røvere ikke værre, end at Guds herlighed åbenbarer sig for dem," sagde han, "så kan de vel heller ikke være for onde til at opleve menneskers nåde." Men ærkebiskoppen var ikke i bekneb for svar. "Så meget vil jeg love dig, abbed Hans," sagde han smilende, "at den dag, du sender mig en blomst fra julehaven i GÖingeskoven, vil jeg give dig fredlysningsbrev for alle de skovgangsmænd, du går i forbøn for."
Lægbroderen forstod, at biskop Absalon troede lige så lidt på røverkonens historie som han selv gjorde, men abbed Hans mærkede ingenting; han takkede Absalon for hans gode løfte og sagde, at den blomst skulle han nok skaffe til veje.
Abbed Hans satte sin vilje igennem, og næste jul sad han ikke hjemme på Öved, men var på vej til GÖinge skov. En af røverkonens vilde unger sprang af sted foran ham, og som følgesvend havde han den lægbroder, som havde talt med røverkonen i klosterhaven. Abbed Hans havde længtes inderligt efter at foretage denne rejse, og han var nu såre glad over, at han var kommet af sted. Men for lægbroderen, der fulgte ham, var det en helt anden sag. Han elskede abbed Hans meget højt og havde nødig set, at nogen anden fulgte med ham og passede på ham, men han troede aldeles ikke, at de ville få nogen julehave at se. Han troede, at det hele var en snare, som røverkonen med stor snuhed havde lagt for abbed Hans, for at han skulle komme i røverens vold. Mens abbed Hans red nordefter mod skoven, så han, at der overalt blev gjort forberedelser til julefesten. I hver en bondegård blev der tændt op i badstuen, for at den kunne blive varm til badningen om eftermiddagen. Fra fadeburene blev der hentet masser af kød og brød, og fra lo og lade kom karlene med store halmknipper, som skulle strøs på gulvene.
Tegningen på side 15, viser 3 mennesker der kommer ridende på hver sin hest.
Hvor han passerede de små landsbykirker, så han, at præst og degn havde travlt med at pynte væggene med de bedste tæpper, de havde kunnet finde, og da han kom forbi den vej, der førte op til BosjÖ kloster, kom klosterets fattige vandrende med byrder af store brød og lange lys, som de havde fået ved klosterporten. Da abbed Hans så alle disse juleforberedelser, blev hans iver endnu større. Han tænkte på, at en endnu større højtid ventede ham end den, alle de andre beredte sig på at fejre. Men lægbroderen jamrede og klagede, når han så, hvordan de selv i den mindste gård forberedte sig på at fejre julen. Han blev mere og mere bekymret og bad og tryglede abbed Hans om, at han skulle vende om i tide og ikke frivilligt give sig i røverens vold. Men abbed Hans red roligt videre uden at tage notits af hans jamren. Han lod den bebyggede del af dalen bag sig og red op i de vilde og øde skovstrækninger. Her blev vejen dårligere. Den var ikke stort andet end en stenet sti bestrøet med fyrrenåle, og der var hverken bro eller bræt til at hjælpe den rejsende over åer og bække. Jo længere de red, desto koldere blev det, og snart var jorden dækket af sne. Det blev en lang og besværlig rejse. Deres vej gik ad stejle og isglatte stier, gennem moser og kær, gennem krat og over vindfælder. Netop som dagslyset begyndte at svinde bort, førte røverdrengen dem over en skoveng, som var omgivet af høje træer, både nøgne løvtræer og grønne nåletræer. Bagved engen rejste sig en stejl klippevæg, og i klippevæggen var der en dør af tykke planker. Nu forstod abbed Hans, at de havde nået målet, og han steg af hesten. Drengen åbnede den tunge dør for ham, og han så ind i en fattig klippegrotte med nøgne stenvægge. Røverkonen sad ved et bål, som brændte midt på gulvet. Langs med væggene var der lejer af grangrene og mos, og på et af disse lå røveren og sov. "Kom ind, I derude!" råbte røverkonen uden at rejse sig, "og tag hestene med ind, så de ikke omkommer i nattekulden!" Abbed Hans gik nu dristigt ind i hulen, og lægbroderen fulgte ham. Der var fattigt og usselt derinde, og der var ikke gjort den ringeste forberedelse til at fejre julen. Røverkonen havde hverken brygget eller bagt, hun havde hverken fejet eller skuret. Hendes børn lå på gulvet omkring en gryde, som de spiste af, men det var ikke festmad, der var i gryden, det var tynd vandvælling. Men røvermor var så stolt og myndig som nogen velhavende bondekone. "Sæt dig nu her ved ilden, abbed Hans, og varm dig," sagde hun, "og har du mad med dig, så spis! For den mad, vi laver her i skoven, vil næppe smage dig. Og er du træt efter rejsen, kan du bagefter lægge dig hen på lejet og sove. Du behøver ikke at være bange for at sove over dig. Jeg sidder her ved ilden og våger, og jeg skal nok vække dig så betids, at du får dét at se, som du er kommet for at se." Abbed Hans gjorde som røverkonen sagde og tog sin madpose frem. Men han var så træt efter den lange færd, at han næsten ikke orkede at spise, og så snart han havde strakt sig ud på lejet, faldt han i søvn. Lægbroderen fik også anvist et leje, han kunne hvile sig på, men han turde ikke lægge sig til at sove. Han syntes, det var hans pligt at holde øje med røverfar, så han ikke skulle stå op og gøre abbed Hans noget ondt. Lidt efter lidt fik trætheden dog bugt med ham, og han sov ind. Da han vågnede, så han, at abbed Hans havde rejst sig fra lejet og nu sad ved ilden og talte med røvermor. Den fredløse røver sad ved siden af. Det var en høj, mager mand, som så træt og tungsindig ud. Han vendte ryggen mod abbed Hans, og det så ud, som om han ikke ville lade sig mærke med, at han lyttede til samtalen. Abbed Hans fortalte røvermor om alle de juleforberedelser, han havde set undervejs, og han mindede hende om de julegilder og muntre julelege, hun sikkert havde været med til i sine unge dage, da hun levede i fred mellem menneskene. "Det er synd for jeres børn, som aldrig kan løbe omkring udklædte på landsbygaden eller tumle sig i julehalmen," sagde abbed Hans. Røverkonen svarede først kort og afvisende, men efterhånden blev hun mere lavmælt og lyttede indgående. Pludselig vendte røverfar sig mod abbed Hans og stak sin knyttede næve lige op foran hans ansigt. "Din elendige munk, er du kommet herop for at lokke kone og børn fra mig? Ved du ikke, at jeg er fredløs og ikke tør komme udenfor skoven?" Abbed Hans så ham uforfærdet ind i øjnene. - "Det er min hensigt at skaffe dig fredlysningsbrev fra ærkebiskoppen," sagde han. Næppe havde han sagt dette, før både den fredløse og hans hustru slog en latter op. De vidste nok, hvor megen nåde en skovgangsmand havde at vente af biskop Absalon. - "Ja, kan du skaffe mig fribrev fra Absalon," sagde røverfar, "så lover jeg dig, at jeg aldrig mere skal stjæle så meget som en gås." Lægbroderen harmedes over, at dette røverpak vovede at le ad abbed Hans, men han syntes selv at være ganske vel tilpas. Lægbroderen havde næppe set ham sidde mere vennesæl og blid blandt munkene i Öved, end han gjorde her hos det vilde røverpak. Men pludselig rejste røverkonen sig. "Du sidder her og snakker, abbed Hans," sagde hun, "så vi rent glemmer at se på skoven. Nu kan jeg faktisk høre juleklokkerne ringe helt herind i hulen." Knapt havde hun sagt dette, før alle sprang op og styrtede ud af hulen. Men da de kom ud i skoven, var det endnu mørk nat og iskold vinter. Det eneste, de fornemmede, var en fjern klokkeklang, som førtes til dem af en svag søndenvind. "Hvordan skal den klokkeklang kunne vække den døde skov?" tænkte abbed Hans. For nu, da han stod midt i vinterens mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulle kunne udspringe en lysthave, end han før havde forestillet sig. Men da klokken havde ringet en kort stund, gik der en pludselig lysning gennem skoven. Straks efter blev det lige så mørkt igen, men så kom lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende tåge mellem de mørke træer. Og så stærkt var det, at mørket gik over til et svagt daggry. Da så abbed Hans, at sneen svandt bort fra jorden, som om nogen havde draget et tæppe væk, og jorden begyndte at grønnes. Bregneskuddene, der havde stået sammenrullede som bispestave, rullede sig op og skød i vejret. Lyngen, som voksede på den stenede skråning, og porsen, som havde slået rod nede i mosen, iklædte sig hastigt nye grønne farver. Mostuerne hævede og løftede sig, og forårsblomsterne skød op med svulmende knopper, der allerede havde et stænk af farve. Abbedens hjerte hamrede hårdt, da han fornemmede de første tegn på, at skoven var ved at vågne op. "Skal jeg gamle mand da virkelig få lov at se et sådant under?" tænkte han, og tårerne trængte sig frem i hans øjne. Så mørknede det igen så stærkt, at han frygtede, at nattemørket atter ville få overhånd. Men straks skyllede en ny lysbølge frem. Den førte med sig en brusen af tøede fossefald og en susen af frigjorte bække. Løvtræernes blade sprang ud så pludseligt, at det så ud, som om en mængde grønne sommerfugle var kommet flyvende og havde sat sig på grenene. Og det var ikke blot træer og planter, der vågnede. Korsnæbbene hoppede omkring på grenene. Flagspætterne piggede på stammerne, så barken fløj. En flok stære, der kom sydfra, slog sig ned i en grantop for at tage et hvil. De var pragtfulde. Spidsen af hver eneste lille fjer lyste klart rødt, og når fuglene bevægede sig, tindrede de som ædelsten. Atter blev det mørkt en stund, men snart kom en ny lysbølge. En stærk varm søndenvind kom farende og såede ud over skovengen alle de små frø fra sydlige egne, som fugle og skibe og vinden havde bragt, og som på grund af vinterens hårdhed ellers ikke kunne blomstre her, og nu slog de rod og spirede frem i samme øjeblik, de nåede jorden. Da den næste lysbølge kom rullende, stod blåbær og tyttebær i blomst. Vildgæs og traner stødte i trompet oppe i luften, bogfinkerne byggede rede, og egernungerne begyndte at lege mellem grenene. Alt gik nu så stærkt, at abbed Hans ikke havde tid til at tænke på, hvilket stort under det var, som skete. Han havde nok at gøre med at bruge øjne og øren. Den næste lysbølge, der kom brusende, førte med sig en duft af nypløjede marker. Langt borte hørte man hyrdepigerne kalde på køerne, og fårenes små klokker ringe. Grantræer og fyrretræer blev dækket med så mange små røde kogler, at træerne skinnede som purpurkapper. Enebærbusken fik bær, som skiftede farve hvert øjeblik. Og forårsblomster dækkede jorden, så den var ganske hvid og blå og gul. Abbed Hans bøjede sig ned og plukkede en jordbærblomst, og mens han rejste sig op modnedes bærret. Rævehunnen kom frem af sin hule med et stort kuld sortbenede unger. Hun gik hen til røverkonen og kradsede på hendes kjole. Røverkonen bøjede sig ned til hende og sagde, at det var nogle dejlige unger. Uglen, der nylig var fløjet ud på nattejagt, vendte hjem, skræmt af lyset, opsøgte den sin klipperevne og satte sig til at sove. Gøgehannen kukkede, og hunnen svævede stille omkring ved småfuglenes reder med sit æg i munden.
Røverkonens unger udstødte lyksalige skrig af glæde. De spiste sig mætte i bær, der hang på buskene, så store som grankogler. En af dem legede med en flok harekillinger, en anden løb om kap med nogle krageunger, der var hoppet ud af reden, før de var flyvefærdige, en tredie tog hugormen op fra jorden og slyngede den omkring hals og arme. Røverfar stod ude ved mosen og spiste multebær. Da han så op, gik der et stort, sort dyr ved siden af ham. Røverfar brækkede en pilekvist af og slog bjørnen over næsen. - "Hold dig til dit eget, du!" sagde han. "Denne tue er min." Så vendte bjørnen om og traskede et andet sted hen. Bestandig kom der nye bølger af varme og lys, og nu bragte de andesnadren med fra skovsøen. Gult pollen fra rugmarkerne svævede i luften. Der kom sommerfugle så store, at de så ud som flyvende liljer. Biens kube i en hul eg var allerede så fuld af honning, at det dryppede ned ad stammen. Nu begyndte også de blomster at springe ud, der var kommet hertil som frø fra fremmede lande. De skønneste roser voksede om kap med brombærranker op ad bjergvæggen. Og blomster så store som menneskeansigter vældede op af engen. Abbed Hans tænkte på den blomst, han skulle plukke til biskop Absalon, men han tøvede stadig med at plukke nogen. Den ene blomst skød op skønnere end den anden, og han ville vælge den allerskønneste til biskoppen. Bølge fulgte på bølge, og nu var luften så gennemtrængt af lys, at den dirrede. Al sommerens fryd og glans og lykke jublede omkring abbed Hans. Han følte, at jorden ikke kunne bringe større glæde end den, der vældede frem omkring ham, og han sagde til sig selv: "Nu ved jeg ikke, hvad større herlighed den næste bølge kan føre med sig." Men lyset blev ved med at komme strømmende, og nu forekom det abbed Hans, at det førte noget med sig fra et uendelig fjernt sted. Han følte, at overjordisk luft omgav ham, og bævende begyndte han at ane, at fordi jordens glæde nu var kommet, var også himlens glæde nær. Abbed Hans mærkede, at alt blev stille: Fuglene tav, ræveungerne legede ikke mere, og blomsterne standsede deres vækst. Den salighed, som nærmede sig, var så stor, at hjertet næsten stod stille, øjet græd, uden at man vidste af det, og sjælen længtes efter at flyve bort til evigheden. Langt, langt borte hørtes svage harpetoner, og overjordisk sang nåede ham som en susende hvisken.
Tegningen på side 24, viser Abbed Hans, som ligger på knæ omgivet af et himmelsk lys ovenfra.
Abbed Hans foldede sine hænder og faldt på knæ. Hans ansigt strålede af salighed. Aldrig havde han troet, at det skulle forundes ham, allerede i dette liv, at opleve himlens glæde og høre englene synge julesalmer. Men ved siden af abbed Hans stod lægbroderen, som havde ledsaget ham. Mørke tanker tumlede i hans hoved. "Det kan ikke være et virkeligt mirakel, det her, når det viser sig for onde ugerningsmænd," tænkte han. "Det kan ikke hidrøre fra Gud, det må være udsprunget fra det onde. Det er djævelens onde list, der sender det. Det er den lede satans magt, der forhekser os og tvinger os til at se ting, som ikke findes." I det fjerne hørtes engleharper klinge og englesangen tone, men lægbroderen troede, at det var helvedets ånder, der nærmede sig. "De vil lokke og forføre os," sukkede han, "vi kommer aldrig velbeholdne herfra, vi bliver forheksede og ender som djævelens bytte." Nu var engleskarerne så nær, at abbed Hans kunne skimte deres lyse skikkelser mellem skovens træer. Og lægbroderen så det samme som han, men han tænkte kun på, hvilken ondskab der lå i, at djævlene drev deres kunster i selve den nat, Frelseren var født. Det var jo kun for så meget desto lettere at kunne narre de stakkels mennesker. Hele tiden havde fuglene fløjet så tæt omkring hovedet på abbed Hans, at han havde kunnet tage dem med hænderne. Lægbroderen var derimod bange for dyrene: Ingen fugl havde sat sig på hans skulder, og ingen snog legede ved hans fødder. Men nu kom der en lille skovdue. Da den mærkede, at englene var nær, tog den mod til sig og fløj ned på lægbroderens skulder og lagde sit hoved mod hans kind. Da forekom det ham, at den lede fjende kom helt ind på ham for at friste og forføre ham. Han slog med hånden efter skovduen, og han råbte med så høj røst, at det genlød i hele skoven: "Gak til helvede, hvorfra du er kommet!"
Tegningen på side 26, viser lægbroderen, der skubber fuglen væk fra hans skuldre.
Netop da var englene så nær, at abbed Hans kunne mærke suset af deres store vinger, og han havde bøjet sig mod jorden for at hilse dem. Men da lægbroderens ord lød, standsede deres sang brat, og de hellige gæster vendte om i flugt. Og også lyset og den milde varme flygtede i usigelig skræk for kulden og mørket i et menneskehjerte. Natten sænkede sig over jorden som et dække, kulden kom, blomsterne på jorden krympede sig, dyrene ilede bort, fossernes brusen tav, løvet faldt af træerne, raslende som regn. Abbed Hans følte, hvordan hans hjerte, der nylig havde svulmet af salighed, nu trak sig sammen i ulidelig smerte. "Aldrig," tænkte han, "kan jeg overleve, at himlens engle var mig så nær og blev jaget bort, at de ville synge julesalmer for mig og blev drevet på flugt!" I samme øjeblik mindedes han den blomst, han havde lovet biskop Absalon, og han bøjede sig ned og famlede blandt mos og løv for dog at prøve at finde én nu i det yderste øjeblik. Men han mærkede, hvordan jorden frøs under hans fingre, og hvordan den hvide sne kom glidende hen over jorden. Da følte hans hjerte en endnu større smerte. Han kunne ikke rejse sig, men faldt til jorden og blev liggende. Da røverfolkene og lægbroderen havde famlet sig tilbage til røverkulen, savnede de abbed Hans. De tog brænde fra ilden og gik ud for at lede efter ham, og de fandt ham liggende død på snetæppet. Lægbroderen gav sig til at jamre og græde. Han forstod, at det var ham, der havde slået abbed Hans ihjel, fordi han havde frarevet ham den glædeskalk, som han havde tørstet efter at tømme.
Da abbed Hans var ført tilbage til Öved, så de, der tog vare på den døde, at han holdt sin højre hånd fast knyttet om noget, som han måtte have grebet i dødsstunden. Da de endelig fik hånden åbnet, så de, at det, han med så stor styrke holdt fast om, var et par hvide rodknolde, som han havde rykket op mellem mos og blade. Og da lægbroderen, der havde fulgt abbed Hans, så disse rødder, tog han dem og plantede dem i abbed Hans' klosterhave.
Tegningen på side 28, viser abbed Hans' hånd, som holder hårdt fast på et par blomsterknolde.
Han ventede og spejdede det hele år i forventning om, at en blomst skulle vise sig, men han ventede forgæves hele foråret og sommeren og efteråret. Da det til sidst blev vinter, og alle blade og blomster var døde, opgav han at vente. Men da juleaften oprandt, blev mindet om abbed Hans så stærkt, at han gik ud i klosterhaven for at mindes ham. Og se, da han nu gik forbi det sted, hvor han havde lagt de nøgne knolde i jorden, så han, at der var vokset frodige grønne stængler op, som bar skønne blomster med sølvhvide blade! Han tilkaldte alle Öveds munke, og da de så denne plante blomstre juleaften, hvor alle andre blomster var som døde, blev det klart for dem, at den virkelig var taget af abbed Hans i julehaven i GÖinge skov. Men lægbroderen bad munkene om lov til at overbringe nogle af blomsterne til biskop Absalon, siden der var sket så stort et under. Da lægbroderen trådte frem for biskop Absalon, rakte han ham blomsterne og sagde: "Dette sender abbed Hans dig. Det er de blomster, han lovede at plukke til dig i julehaven i GÖingeskoven." Da biskop Absalon så de blomster, der var spiret frem af jorden i den mørke vinter, og hørte budskabet, blev han så bleg, som havde han set en død. Han sad tavs en stund og sagde så: "Når abbed Hans har holdt sit ord, så vil jeg også holde mit." Og han lod skrive et fredlysningsbrev for den vilde røver, der havde vandret fredløs om i skoven siden sin ungdom. Han gav brevet til lægbroderen, og denne begav sig på vej op i skoven og fandt røverkulen. Da han juledag trådte ind i kulen, kom røveren ham i møde med hævet økse. "Jeg vil hugge jer ned, I munke, alle som én!" sagde han. Sandelig er det jeres skyld, at GÖinge skov ikke har klædt sig i juledragt i nat." "Det er ene og alene min skyld," sagde lægbroderen, "og jeg er parat til at dø for det, men først må jeg bringe dig bud fra abbed Hans." Og han tog biskoppens brev frem og fortalte manden, at han var fredlyst. "For fremtiden skal du og dine børn lege i julehalm og fejre jul blandt mennesker, sådan som abbed Hans ønskede det," sagde han. Da blev røverfar bleg og stum, men røverkonen sagde på hans vegne: "Når abbed Hans har holdt sit ord, vil også røverfar holde sit." Da røveren og hans kone drog bort fra røverkulen, flyttede lægbroderen derind og boede alene i skoven i stadig bøn om, at hans hårde sind måtte blive ham tilgivet. Men GÖinge skov har aldrig siden fejret Frelserens fødselsstund, og af al dens herlighed er der kun den blomst tilbage, som abbed Hans plukkede. Man har kaldt den julerose, og hvert år sender den sine hvide blomster og grønne stængler op af jorden ved juletid, som om den aldrig kan glemme, at den engang voksede i den store julehave.
Tegningen på side 30, viser en sort/hvid julerose i fuld flor.
Slut.
.
*** Om DEBBI's HTML-format og om notesystemet.
Denne HTML-bog er automatisk genereret fra bogen i ASCII-formatet. Der er derfor to indholdsfortegnelser: den oprindelige og een, som man kan anvende til at springe i bogen fra indholdsfortegnelsen direkte ned til et bestemt afsnit i bogen - et såkaldt hyperspring. Klikker man baglæns, kommer man tilbage til indholdsfortegnelsen.
** Mærkning af overskrifter.
De overskrifter, som findes i indholdsfortegnelsen har foran sig nede i teksten fået tilføjet tre stjerner. Man kan således søge efter næste overskrift ved at søge på tre stjerner.
Underafsnit, som ikke er nævnt i indholdsfortegnelsen har fået tilføjet to stjerner. Man kan søge efter et underafsnit ved at søge på to stjerner. Finder man ved denne søgning tre stjerner, er der ikke flere underafsnit i det afsnit, man befinder sig i.
** Noterne angives som stjerne plus et tal og parentes slut, såvel inde i teksten som i noteafsnittet. Finder man en note i teksten, eks. *5), sættes evt. bogmærke og der søges på *5) for at finde noten i noteafsnittet. Noterne er desuden i denne HTML-bog indrettet som et link. Klikker man på note-nummeret, , springer man ned til note-teksten i noteafsnittet. Man kommer tilbage til sit sted i teksten ved at klikke baglæns.
** DEBBI er designet af og drives af Blindefonden.
** Det er af afgørende betydning for driften af DEBBI og tilgangen af nye bøger, at DEBBI-projektet får støttebeløb fra privat side.
Blindefonden - Fonden for Aktive Blinde.
Banealle 8G, tv., DK 8450 Hammel.
Giro 231 53 00.